|
|

Flæskesteg med æblesauce
- omtalt i en artikel om ale i Politikens 5. Sektion d. 11. november 2007
En ret til bryggeriet Jacobsens "Dansk ale 1830"
4 kuverter
1-1½ kg flæskesteg - gerne en god ribbenssteg
salt
10 kryddernelliker
Sørg for at sværen på stegen er ordentlig snittet helt igennem fedtet, men ikke ned i kødet. Start med at salte stegen på alle sider med groft salt og godt ned i snittene på sværen. Stik nelliker ned i snittene jævnt fordelt over hele sværen. Lad den hvile en times tid i køleskabet.
Sæt den i en 120 grader varm ovn i 2-2½ time efter tykkelse. Centrumstemperaturen skal være 65 grader. Hvis sværen ikke er sprød, tages stegen ud. Ovnen varmes til 200 grader, hvorefter den stilles ind igen og gives en omgang under opsyn til sværen er sprød.
Server med æblesovs og syrligt groft rugbrød.
Æblesovs
4 madæbler, skrællet, kernehus fjernet og skåret i mindre stykker
2 dl fond
1 skvæt citronsaft
revet peberrod efter smag
1 tsk. sukker måske mere - smag den til
salt
peber
Æblestykkerne koges i fonden under låg til de plører ud
tilsæt citronsaft, sukker, lidt salt og lidt peber. Smag til. Kan evt. blendes, hvis man vil have den meget jævn. Tilsæt mere fond, hvis den er for tyk. Jævn den med 1 spsk. maizena, hvis den er for tynd. Tilsæt revet peberrod til sidst lige før serveringen.
|
|